Birthgiving Toad er aktuel med mindst tre hele udgivelser i 2012
Den nyeste tilføjelse til kollektivet omkring Tambourhinoceros er Birthgiving Toad. Den 20-årige Lasse Bækby Buch er talentet bag Birthgiving Toad, der i løbet af 2012 vil udkomme med mindst 3 udgivelser. I første omgang er de to fuldlængde albums ”For Awkward Company” og ”As Fruit Hat” og EP’en ”Music for Young Centaurs” planlagt til udgivelse.
De tre udgivelser tager lytteren med på en tour de force udi det musikalske univers, Lasse har formet, siden han i 2009 besluttede at flytte fra København til Fyn for at kunne koncentrere sig om sin musik. Et musikalsk univers, der byder på Zappa’sk virtuositet, en intensitet der rivaliserer Tony Williams’ Lifetime trio, og en detaljerigdom og opfindsomhed der giver selv den mest inkarnerede Captain Beefheart-fan julelys i øjnene. Kort sagt præsenterer vi et dugfriskt, kreativt og kompetent stjerneskud på den eksperimenterende musikscene. Lasse spiller stort set alle instrumenter på pladerne selv.
”For Awkward Company” og ”As Fruit Hat” udgives digitalt den 1. august. På den eksklusive båndudgivelse, der også udkommer 1. august, medfølger desuden ”Music For Young Centaurs”.
Lyt her til ”Eyes Fixed Ahead”, der musikalsk samler alle de tråde, der lægges ud på ”For Awkward Company”:
”Thought Of Having The Most” er åbningsnummeret på “As Fruit Hat”. Nummerets skæve beat og instrumentering kan høres her:











