Julie Maria er frygtelig lykkelig på ny single
Den 2. juli når Julie Marias nye single ”Ude af mig selv” udkommer, står hun frem mere levende, legende og lys end nogensinde – men de skæve vinkler og blålige toner er der stadig.
Etiketten som en af landets bedste sangskrivere og sangerinder har klæbet til Julie Maria siden allerførste strofe – og det bliver der ikke pillet ved på hendes kommende album. Hun har levet op til den med en række hyldede albums og endnu flere koncerter. Alt sammen har været drevet frem af en kompromisløs søgen efter en egen kerne og efter modet til at rendyrke den 100 procent.
Den nye single ”Ude af mig selv” viser, at hun er ved at være i mål. For første gang giver Julie Maria los og ryster presset og de destruktive elementer af sin perfektionisme af sig. Hun har taget fuld kontrol over indspilningerne og ladet legen været i centrum velvidende, at musikken flyder ubesværet fra hende, når blot hun giver den lov.
Hun er faktisk noget så frygteligt som lykkelig, og det giver en ny imødekommende lethed på den første single. Men det hele bliver naturligvis vendt og drejet, så Julie Marias kantede vinkler på tilværelsen står lysende klart. Og det er netop, hvad der sker på ”Ude af mig selv”.
- Du kan godt være bange for at møde forløsningen som menneske. Bange for den dag, hvor du sidder og er lykkelig, fordi du så ikke længere har jagten på lykken at holde fast i. Bange for at miste en velkendt del af dig selv i rusen, og for mit vedkommende en frygt for ikke længere at kunne skrive sange hvor en masse bliver sat på spil. Jeg kørte hjem på cykel en nat fra en god fest, og blev overmandet af en altomsluttende lykkefølelse over mit liv og menneskene i det. Men inden jeg kom hjem var rusen erstattet af en underlig følelse. En paradoksal nedtur over, at jeg ikke havde nedtur længere. Og det kom der så denne sang ud af. På den måde har sangen alligevel en blå tone, selv om alt egentlig var lyserødt”, siger Julie Maria.
Altså er Julie Marias søgen langt fra ovre. Tværtimod. Og det kommer også til at vise sig på hendes kommende fjerde album, som kredser om at finde retning og finde hjem. Albummet udkommer til efteråret.
Singlen ”Ude af mig selv” er produceret af Søren Mikkelsen (Sys Bjerre, Søren Huss, Savage Rose og mange flere) samt Julie Marias musikalske partner SNE – et partnerskab, der startede med SNEs remix af singlen ”Også om dagen” tilbage i 2007.
Hør singlen ”Ude af mig selv” her:
Mød Julie Maria her – og se lidt om skabelsen af albummet og singlen:











