Emma Winther & Julia Lov forener nordisk pop på singlen 'Hallå'
Med den nye single 'Hallå' slår danske Emma Winther og svenske Julia Lov dørene op til et nordisk popunivers, hvor sprog, følelser og melodier flyder ubesværet på tværs af grænser. Resultatet er et energisk og ærligt break-up-track om den særlige smerte ved at miste forbindelsen til et menneske, man engang forstod uden ord.
'Hallå' kredser om det øjeblik, hvor et forhold er gledet så langt fra hinanden, at man næsten må grine af absurditeten i det. Om at stå tilbage med følelsen af, at noget, der engang var selvfølgeligt, nu er helt uigenkendeligt.
“Vi behøvede aldrig at sige ét ord,” fortæller Emma Winther – en linje, der indkapsler sangens kerne: en relation, hvor den intuitive forståelse er forsvundet, og stilheden har taget over.
Samarbejdet mellem de to sangerinder opstod under en spontan tur til Sverige, hvor Emma og Julia mødtes for første gang i et studie i Stockholm. Mødet mellem de to sangskrivere blev afgørende for sangens udtryk.
“Julia har en vanvittig vokal. At tage til Sverige og komme hjem med det her nummer er noget, jeg aldrig glemmer,” forklarer Emma Winther.
Julia Lov, der i de seneste år har markeret sig som en af de mest spændende nyere svenske pop-sangerinder, genkender følelsen, som 'Hallå' udspringer af:
“Følelsen af meget tydeligt at se nogen langsomt glide væk fra én – og miste kontrollen, når man ikke længere er lige så vigtig for personen som før.”
Musikalsk placerer 'Hallå' sig i et moderne, nordisk poplandskab med en stærk melodi og hvor dansk og svensk smelter naturligt sammen. De er fælles om at skabe et nummer, der taler til hjertet, fornuften men også følelserne. For Emma Winther markerer singlen endnu et skridt i retning af et mere organisk og umiddelbart udtryk, som også kendetegner hendes største radiosucceser. Samtidig er 'Hallå' en del af den nye musik, hun udgiver i 2026. Med 'Hallå' leverer Emma Winther og Julia Lov et fælles nordisk popstatement: sårbart, energisk og fuld af anerkendelse – til alle, der har stået og tænkt, hvornår gik vi egentlig helt skævt af hinanden?
’Hallå?’ udkommer d. 13. februar 2026 gennem Playground Music.