DE DANSKE HYRDER - 8 Rappere, 8 Personligheder Og Over 8 Mio. Streams I Bagagen

De Danske Hyrder er for langt de fleste et totalt ukendt navn. Alligevel har de lige rundet 8 mio. streams alene på Spotify. Bag det usædvanlige navn, som i øvrigt er opstået på baggrund af en gammel græsk drukvise, banker 8 unikke og passionerede hjerter for dansksproget rap. Det lyder som meget at holde styr på – 8 unge mænd med forskellige holdninger og meninger til livet – men ikke desto mindre er det nok lige netop den cocktail, der har ført til de mange streams og fans.
 
De Danske Hyrder har lige fejret 3 års jubilæum i deres musikalske kollektiv og bag bandet gemmer sig T.O., Ole, Ado, Oli, Bering, Benny, Don Luc og Marty, der alle har rødder i Albertslund (dog ikke Marty, som er fra Glostrup og Ole, som er fra Rødovre, tsk tsk).
 
”Omdrejningspunktet for os har altid været fællesskabet. Fællesskabet omkring musikken, en fælles kærlighed til øl og fælles kærlighed til hinanden” – De Danske Hyrder.
 
Det kommer næppe som en overraskelse, at de tre mest populære sange hedder ”Med mine drenge”, ”Billige bajere” og ”Jeg’ fuld hele tiden og er pisse ligeglad du”. Omdrejningspunktet i teksterne er livet som unge mænd - med vennerne, med festen, med branderterne og ikke mindst oplevelserne.
 
Men faktisk så startede det hele lang tid før, der var noget, der hed De Danske Hyrder. Don Luc og T.O. har skrevet og produceret musik sammen, siden de var ganske unge - og det var de to, som skulle bringe de 8 Hyrder sammen i deres hjemmestudie, hvor der ofte blev holdt episke opvarmningsfester med masser af øl. Her blev der drukket, fortalt røverhistorier, jammet, rappet, sunget og indspillet og pludselig var De Danske Hyrder og et album født.
 
Det er siden blevet til endnu et album og en håndfuld singler, som har klaret sig ganske fint på bl.a. Spotify, hvor 8 mio. streams taler sit tydelige sprog. Og det kan ikke være helt skidt, når Orgi-E (fra Suspekt) lige kommer forbi og lægger et vers på ”Hva’ Så”. De Danske Hyrder er også blevet et af de foretrukne bands, når gymnasierne holder fest. Men nu vil Hyrderne gerne videre. Samarbejdet med Playground Music blev indledt for få uger siden, og naturligvis blev baren tømt, da der blev skrevet under på kontrakten. Der blev i samme forbindelse fortalt rigeligt røverhistorier - også om den nye single ”Igen”.
 
”Efter at have lavet to album på Don Lucs værelse i betonparadiset Galgebakken i Albertslund, besluttede vi, at de naboer vi havde holdt vågne igennem 3 år, skulle have fred. Det var på tide at investere i et studie. Det resulterede i tre ugers intensiv fest, og en eller anden nat i den periode med 40 mennesker i studiet, opstod singlen ”Igen”. Den er inspireret af historier, vi hver især har oplevet i gruppen. Den handler om, hvor vigtigt det er at huske, at selvom livet ikke altid flasker sig, som man havde håbet, kan man godt drikke sig fuld alligevel” – De Danske Hyrder.
 
”Igen” er tilgængelig på alle portaler i dag og et nyt vers i visen om De Danske Hyrder er skrevet, men næppe det sidste vers. Hør singlen her

Uncategorized, Alleadmin