Sebastian udgiver singlen ’Den Omvendte Verden’

 

Ny single fra Sebastian er også titelnummeret på det kommende album, der udkommer på Playground Music den 22. maj.

At vores verden er blevet et underligt og farligt sted, skal man ikke have set mange nyheder i de senere år for at vide. Vi gyser med blikket på skærmens skrækkelige billeder af bombninger, brande og død. Men for de fleste af os fortsætter livet trods alt på bedste og fredeligste beskub, når vi ikke lige kigger ud i verden.

”Absurditeten i vores tid gik op for mig en aften, da jeg sad og så TV-Avisen. Der varet indslag om bomber og krig et sted ude i verden og så skulle vi hjem til Danmark og den næste historie. Den handlede om en byfest i en by et sted i Jylland. Her var det store problem, at folk ikke var sikre på, at fiskefrikadellerne til festen ville være lige så gode, som plejer at være. Den groteske forskel gav mig ideen til sangen”, siger Sebastian.

På besøget i ’Den Omvendte Verden’ møder man alt det, den erfarne sanger og sangskriver kan. Afsættet er klassisk Sebastian, men den moderne verden banker heftigt på i tekst og musik.

 En direkte og ligefrem iørefaldende melodi leverer det rockende underlag for Sebastians morsomme og elegante leg med ordene. Den ubesværede veloplagthed viser med al ønskelig tydelig, at selv om Sebastian er lige på trapperne med sit album nummer 39 er der på ingen måde gået træt rutine i hans musikalske univers.

Som på de to tidligere singleforløbere, ’I aften’ og ’Skålsangen’, er Sebastian hørbart på toppen igen her i ’Den Omvendte Verden’, der ligeledes er titelnummeret på det kommende album. Både som vokalist, komponist og leder af et efterhånden indforstået og utroligt velspillende band. Musikerne lader med legende lethed sangen løbe over i reggaetakt i et lille mellemspil efter Peter Denckers svimlende solo på keyboard. Her sendes fantasien tilbage på en rejse tilbage til dengang musik ikke var skabt af computere og blev holdt i stramme koncepter.

”Jeg havde lyst til at få sat gang i albummet ned en melodi, der er lidt lystig og finurlig. Med en rigtig god synthesizer-solo”, siger Sebastian.

Siden sit comeback som solist efter de mange år med musicals i 2011 med ’Øjeblikkets mester’ har Sebastian benyttet sig af den humor og det blik for det absurde, der i den grad slår igennem på ’Den Omvendte Verden’ og sætter tonen for albummet af samme navn. Som han synger i omkvædet:

Hold på hat og briller/ Det er fremtiden det gælder/ vi må stå last/ Det er lige nu det gælder/ Fiskefrikadeller…  

Og så er der den om et ”dødt bat på stativ i egen bowle”. Det er såmænd en sætning, Sebastian har leget med i hovedet, siden tangentvirtuosen Kenneth Knudsen sagde noget i den retning under deres samarbejde i 1970’erne og 80’erne. Nu kom det så på papir og ud i sangen

Det er kun at sige velkommen til den omvendte verden med Sebastian som rejsefører. Her er kun en ting sikker: ”den kommer uanset, uanset om du vil ha’ den”.
 

Sebastian
Facebook

 
Julier Bugge