YHWH Nailgun annoncerer albummet Magazine og nyt samarbejde med 4AD

 

I dag annoncerer YHWH Nailgun deres kommende album Magazine, som udkommer den 11. juni via deres nye pladeselskab, 4AD / Playground Music.
Med base i New York har YHWH Nailgun opbygget et ry for musik, der er rå, umiddelbar og svær at placere i en bestemt genre. Det, der begyndte i 2020 som mødet mellem forsanger Zack Borzone og trommeslager Sam Pickard, har siden udviklet sig til en kvartet med guitarist og producer Saguiv Rosenstock samt synthspiller Jack Tobias. På Magazine står bandets udtryk skarpere end tidligere.

Magazine skærer helt ind til kernen af YHWH Nailguns lyd. Albummet åbner med den langsomme opbygning på ’Ghost of Love’, før det folder sig ud gennem 10 korte og intense numre på blot 11 minutter. Bandet balancerer kaos og præcision gennem hektiske guitarer, hårdtslående percussion, skingre synthflader og Borzones vokal, leveret med en ny klarhed, der gør hans surrealistiske og religiøst ladede billedsprog tydeligere.

Hvor det anmelderroste debutalbum 45 Pounds fra 2025 introducerede bandets ustyrlige energi, er Magazine mere direkte i sit udtryk. Pickards trommespil er strammere, Rosenstocks produktion mere blotlagt, og Borzones tekster, fyldt med billeder af blod, slanger, Gud og Djævelen, træder tydeligere frem. Albummet bærer samtidig præg af den spontane tilgang, som har været en del af YHWH Nailgun siden begyndelsen, og som fortsat er med til at forme et udtryk, der er helt deres eget.

Sidste måned gav YHWH Nailgun en smagsprøve på Magazine under C2C Festival i New York, hvor bandet spillede albummets samlede spilletid på blot 11 minutter, inden de forlod scenen. Kendt for deres intense og uforudsigelige liveoptrædener skabte koncerten både forvirring og begejstring blandt publikum. Paste skrev, at »dem, der elskede 45 Pounds, vil finde meget at holde af i det, vi hørte af efterfølgeren, som udfolder sig i et mere dynamisk territorium, samtidig med at den bevarer den samme brændende, jordskælvslignende kraft.«

Trackliste
1. Ghost of Love
2. Stillness Blues
3. Innocent Sigh
4. Hips on a Wheel
5. Ballerina
6. Give Blood
7. Magazine
8. Sewer Tree
9. Burns
10. To The Devil

YHWH NAILGUN
Website | Instagram | Facebook | Bandcamp

 
Julier Bugge