Tigeroak

Enhver som ønsker at læne sig ind imod 00’ernes neo-soul og elektronisk futuristisk ambience, akustisk jazz og poetisk lyrik, kan smelte sammen i lyden af Tigeroak. En lyd de ønsker at dele med dig, lyden af dem og deres venskab. Kollektiv skabelse i et organisk og genrebrydende udtryk som dette, er et sjældent fund.

Med vokalen i front, der virker til at strømme direkte og ubesværet fra hjertet, skaber bandet melodier og atmosfærer så let, at musikken ofte lyder svævende og organisk, som drømme eller minder. Tigeroak lukker publikum ind i deres historie igen og igen, og man får lov til at høre om venskab, usikkerhed, og udviklingen op igennem ungdommen. De har fulgtes ad siden deres første udgivelse i 2019, uerfarne og ærlige var de, men lige så ambitiøse fra starten, som de er i dag.