JULIE ELLINOR UDGIVER MIDNIGHT REFLECTIONS OG FULDENDER ALBUM – EN MUSIKALSK DAGBOG OM LIVETS NUANCER

 

Julie Ellinor udgiver Midnight Reflections, anden del af det todelte album, der begyndte med Midnight (Part 1) og singlerne ’Give Yourself A Break’, ’Neon Glow’ og ’Baby Blue’. Sammen udgør de to dele nu et samlet værk, der med ærlighed, nerve og æstetisk styrke indfanger livet i bevægelse – og i balance mellem lys og mørke. Midnight Reflections udkommer i dag, den 5. september, på Playground Music.

Lyt til albummet her.
 
Midnight Reflections er et album, der tager lytteren med ind i det sårbare rum mellem dag og nat – dér hvor tvivlen danser med håbet, og fortiden spejler sig i fremtiden. Det er et værk om at blive ældre - ikke nødvendigvis klogere - men mere ærlig.
 
Med kontraster som gennemgående tema – både musikalsk og tekstuelt – møder lytteren både disco-vibrationer og mørke, introspektive lydlandskaber. Albummet bevæger sig mellem det ekstroverte og det introverte, det lette og det tungsindige, det stærke og det sårbare.
 
”Midnight Reflections er et album om mit indre landskab. En musikalsk dagbog over venskaber, passioner, at kende sig selv bedre og følelsen af aldrig helt at være dér, hvor man troede, man skulle være. Det handler om at frigøre sig og finde ro i den gråzone, hvor livet faktisk udspiller sig. Det meste i livet sker ikke i sort eller hvidt - det sker i nuancer. Og det er dér, jeg har forsøgt at skrive fra,” fortæller Julie Ellinor og tilføjer:

Midnat er for mig et tidspunkt på døgnet, jeg associerer med kontraster og transition. Midnat er når dagen og natten smelter sammen. Midnat er ro og kaos. Midnat er glimmer og eventyrlyst. Midnat er eftertænksomhed og refleksion.”
 
Albummets 11 sange fungerer som individuelle refleksioner over livets overgangsfaser og kredser om temaer som accept, selvindsigt, kærlighed, tvivl og bevægelse. Det hele indrammes af Julie Ellinors karakteristiske vokal og en produktion skabt i tæt samarbejde med producer Nichlas Kure i hans studie på Nørrebro.
 
”Jeg har nok længe prøvet at leve op til en idé om, hvor jeg burde være – som kunstner og som menneske. Midnight Reflections er min måde at prøve og lægge den byrde fra mig på. Det handler ikke længere om at finde det rigtige svar hele tiden, men om at rumme spørgsmålene, fortæller hun.
Jeg håber, at albummet kan være med til at sætte ord og toner på en kollektiv følelse af at være midt i livet – men stadig ikke helt vide, hvor man er på vej hen.”
 

Julie Ellinor
Instagram I Facebook I TikTok

 
Julier Bugge