Monaqi vil ind i dit hoved – men ikke alle vil reddes
Efter singlen ’Gør mig bedre’ og sommerens koncert på Uhørt vender Monaqi tilbage med ’I dit hoved’ – en sang om den frustrerende magtesløshed, der opstår, når den, man elsker, lukker sig inde i sig selv.
”Sangen beskriver en meget frustrerende tid, under corona, hvor jeg var kvart i at implodere - af frustration over den stilstand jeg levede i og frustration over ikke at blive lukket ind, ikke at få lov til at hjælpe et menneske som tydeligt havde brug for hjælp. Jeg kender en del der følte de mistede deres partnere under corona - til World of Warcraft eller andre tilflugtssteder, hvor du kan glemme din depression og alt andet omkring dig, mens dagene bare forsvinder. Så er man jo bare en forstyrrelse, der minder om den virkelige verden og alt det man burde forholde sig til,” forklarer Monaqi.
I teksten bliver omsorg derfor gradvist til desperation: Hvorfor vil du ikke lukke mig ind i dit hoved? Og bag den insisterende gentagelse af “lad mig hjælpe dig” ligger et vanskeligere spørgsmål: Hvornår bliver ønsket om at hjælpe også et behov for selv at få kontrollen tilbage?
”Jeg var nok også lidt træt af mig selv i den tid – det klæder jo ingen at være så ivrig efter at hjælpe én, der helst er fri,” fortæller Mona.
Det tunge udgangspunkt står i kontrast til sangens lettere og mere energiske produktion. Hvor teksten kredser om depression, isolation og to mennesker, der langsomt mister kontakten til hinanden, ligger der rastløshed og bevægelse i musikken – som et forsøg på at ruske både forholdet og sig selv ud af dvalen.
’I dit hoved’ er skrevet af Mona Linderoth og produceret af TMI Tammi.
”Produktionen afspejler mere den energi der florerede inde i mig, lysten til at ruske i min elskede og måske en varsling om at en forandring er på vej,” fortæller Monaqi.