OTHERLEE udgiver ‘If We Make it’
Christian Hjelm, i front for og sangskriver i det danske indieband Figurines, er nu aktuel med OTHERLEE – et nyt band med finurlige melodier, organiske arrangementer og et drømmende, næsten filmisk lydunivers.
På den nye single 'If We Make It' kredser de om at holde fast i noget, samtidig med at man ved, hvor let det kan gå i stykker. Sangen bevæger sig mellem intimitet og usikkerhed, med en tekst om at finde hinanden, miste fodfæstet og turde give slip. Den voksede frem fra en enkel guitaridé og fandt sin form i samspillet mellem Hjelms vokal, Marie Hageltorns (Katinka Band) svævende harmonier og Hasse Mydtskovs (The Kissaway Trail) tilbagelænede og præcise trommespil.
“OTHERLEE opstod naturligt. Sangene kom hurtigt og ret umiddelbart, og så fandt jeg de rigtige mennesker omkring mig til at føre idéerne videre og gøre den lyd, jeg havde i hovedet, virkelig,” fortæller Hjelm.
Live bliver OTHERLEE yderligere suppleret af Josefine Hilfling, som også medvirker på albummet, og Mathias Bertelsen (The Entrepreneurs). Et album fra OTHERLEE er på vej.