Nikolaj Manuel Vonsild udforsker kærlighedens forgængelighed på ny dansksproget single

 

Efter debutsinglen ’Fra ingenting til noget’ er Nikolaj Manuel Vonsild klar med sin anden dansksprogede single. ’Infrarød’ er en sanselig skildring af et møde mellem to mennesker, der forsøger at blive i øjeblikket uden at definere, hvad de er for hinanden. Samtidig er sangen et personligt indblik i Vonsilds eget liv, hvor virkelige mennesker og oplevelser får lov til at finde vej ind i musikken.

Singlen udkommer i dag, fredag den 13. november 2026. Lyt her.

”Jeg tror måske, at vi bruger så meget energi på at analysere en relation og tænke over, hvad den skal blive til, at alt kommer til at handle om os selv,” fortæller Nikolaj Manuel Vonsild om sangen, der kredser om at give slip og være til stede i det, der sker, uden nødvendigvis at vide, hvor det fører hen.

I ’Infrarød’ nævner Nikolaj Manuel Vonsild DJ’en Petra (Peachlyfe), der spiller på den københavnske technoklub Den Anden Side. Det er første gang, Vonsild nævner en person, han kender, ved navn i en sang. En personlig retning, der understreger sangens nærhed til virkeligheden og de mennesker og oplevelser, der sætter spor i os. Den tanke ligger tæt på sangens eget omdrejningspunkt. Midt i en nat, hvor ingen ved, hvad relationen skal ende med, opstår ønsket om at blive lidt endnu. For selvom kærligheden ofte ender med tårer, er det ikke nødvendigvis en grund til at lade være med at kaste sig ud i den.

>> ‘Der er meget lidt , Kærlighed der ikk, Ender med tårer , Siger du og ler lidt’ <<

’Infrarød’ er samtidig forbundet med minderne fra et helt livs byture og med blikket tilbage på de forhold, der har formet Vonsild. Om at kunne se tilbage med taknemmelighed over at have delt sig selv med andre, også når det ikke endte, som man havde håbet.

”Sangen er også forbundet til mere end at møde et andet menneske og forsvinde sammen for en nat. Den handler også om minderne fra en million byture og om at se tilbage på de forhold, jeg selv har haft, med taknemmelighed over, at vi delte os selv med hinanden. At vi turde, også selvom de forhold, der opstod, ikke altid endte så godt.”

’Infrarød’ er skabt i samarbejde med Villads Tyrrestrup og Tobias Laust fra Liss der spiller trommer på sangen, mens Mads Nørgaard står for mix og mastering. Coverart er skabt af Loke Rahbek.
 

Nikolaj Manuel Vonsild
Instagram

 
Julier Bugge