Trentemøller udgiver album i dag
Trentemøllers nye titelløse album åbner med 'Swerve’, en støjende, altomsluttende velkomst, der eksploderer med en supernovas kraft, før den opløses i melodiske vokaler. Gennem ti sange folder pladen sig ud i et dynamisk, men bittersødt univers, hvor maksimalistiske guitarlag og forrevne synths støder sammen i et lydbillede, der er helt hans eget.
Der går kun få øjeblikke, før det står klart, at den danske kunstner har lavet præcis den plade, der faldt ham naturligt: vital, udadvendt og kompromisløs.
“Det støjende blev mere støjende, det drømmende blev mere drømmende, det melodiske blev endnu mere melodisk. Jeg var nok lidt mere nådesløs denne gang. Kill your darlings! Hvis et nummer ikke gav mig en følelse af frihed, udlængsel, sorg, kærlighed eller den der rene ‘I don’t give a fuck’-følelse … så røg det ud,” siger Trentemøller.
’Swerve’ er den første sang, han skrev til pladen, og den kaster sig ud i skærende lydmure og står i skarp kontrast til forgængeren, det mere svævende Dreamweaver fra 2024. Den intuitive tilgang fortsætter på ’Visceral’, mens ’Your Love Walks Alone’ trækker sig ned i noget mørkere og mere gotisk, båret af tung industriel fuzz. På ’Coyote’ skriger ravesynths ind i en hule af feedback og brutale guitarer: “Det handler om den desillusion, der opstår, når man kommer tættere på et andet menneske og opdager, at nærheden får en til at elske vedkommende mindre … ikke mere,” forklarer han.
For første gang i Trentemøllers karriere er der vokal på samtlige numre. “Jeg vidste tidligt præcis, hvem jeg ville have til at synge mine sange. Vi mødtes aldrig i studiet; alt blev udvekslet på afstand. Det passede mig faktisk perfekt. Jeg er egentlig ret introvert og arbejder bedst alene, og samtidig gav det sangerne friheden til virkelig at åbne op i et privat rum,” siger han.
På vokalsiden medvirker japansk-kinesiske Sakura, tysk-britiske Anika, Jonas Bjerre (tidligere Mew), Sune Rose Wagner (The Raveonettes), Midwife fra Colorado, dreampop-duoen Tan Cologne fra New Mexico samt danske Emma Acs, der desuden synger i Trentemøllers liveband. Hver stemme finder sin plads i sangenes univers, fra Anikas krautrockede Sprechgesang på ’Johnny Boy’ og de svævende pusterum ’To Mist’ og ’Halved’ til Jonas Bjerres æteriske stemme på singlen ’Terrified’.
Trentemøller har som altid selv skrevet, spillet, produceret og mixet albummet, som udsendes på hans eget label, In My Room. “Jeg har aldrig været særlig god til at få at vide, hvad jeg skal gøre. Jeg følger ikke trends eller tænker i algoritmer, så hele DIY-tilgangen falder mig helt naturligt og giver mig præcis den totale kunstneriske frihed, der betyder alt for mig!”
Og så skal sangene ud at leve deres eget liv: “Nu glæder jeg mig til at spille dem live med bandet. For første gang nogensinde spiller jeg hele albummet fra start til slut. Hver eneste sang!”
Næste år tager Trentemøller og bandet på Europaturné med over 40 koncerter, heriblandt et hjemmebanestop på VEGA i København.
Se en ny video til dagens single 'Coyote' her.
Trentemøller tour
27 Feb 2027 – Berlin, DE – Huxleys Neue Welt
01 Mar 2027 – Munich, DE – Kesselhaus
02 Mar 2027 – Bern, CH – Bierhübeli
03 Mar 2027 – Paris, FR – La Cigale
05 Mar 2027 – Brussels, BE – Ancienne Belgique
06 Mar 2027 – Brussels, BE – Ancienne Belgique
07 Mar 2027 – Luxembourg, LU – Den Atelier
09 Mar 2027 – Amsterdam, NL – Paradiso
10 Mar 2027 – Amsterdam, NL – Paradiso
11 Mar 2027 – London, UK – Electric Ballroom
13 Mar 2027 – Cologne, DE – Carlswerk Victoria
17 Mar 2027 – Oslo, NO – Rockefeller Music Hall
18 Mar 2027 – Gothenburg, SE – Pustervik
19 Mar 2027 – Stockholm, SE – Slaktkyrkan
20 Mar 2027 – Copenhagen, DK – VEGA