Fräulein - hvad har en skilsmisse, et overrevet korsbånd og en glemt kontrabas tilfælles?
Umiddelbart svært at se en direkte sammenhæng, men tre tilfældige hændelser endte med at tre individer samlede musikken op, og sidenhen krydsedes deres veje, og bandet Fräulein var en realitet. Det er der kommet singlen ’Sindssygt Tilfælde’ ud af.
Jeppe, Emil og Anna har funderet og jammet over dette:
”Sindssygt Tilfælde” er en sang omhandlende mængden af tilfældigheder, der kan få en til at tvivle på, om der overhovedet findes noget, der er tilfældigt. Selvom man kan være en meget lidt overtroisk person, kan det virke alt for tilfældigt, at man fx møder de mennesker, der kommer til at definere ens liv.
For kan det virkelig være tilfældigt? Det kan være svært ikke at stille sig selv de spørgsmål. Det er rækken af mere eller mindre tilfældige handlinger, der ender med at udgøre vores liv, drømme og kærlighed. Det er ikke altid, at vi forstår tingene, mens de sker, eller hvad de skal gøre godt for, før vi kigger tilbage og ser, at det netop har ledt os hen, hvor vi skulle.
Tilfældet ligger dybt i hele vores DNA. I en presset hverdag tænker man ikke rigtig over det, lige indtil man møder tilfældet og stirrer det ind i øjnene. Pludselig er drømmejobbet der, den du elsker skriver til dig eller noget endnu større. Det er for godt til at være sandt. Det er tilfældigt, men føles planlagt. Det slår pusten ud af dig på den måde, hvor du efter fyldes helt op med det gode. Det kom lige på det tidspunkt, du havde brug for det. Det er et sindssygt tilfælde.”
For de tre i Fräulein udspillede scenariet sig således; Jeppe rev sit korsbånd over på en skitur, endte i kørestol i 3 måneder og efter at have rejst sig, brugte han forsikringspengene på et trommesæt. Emil fandt en dag en glemt kontrabas og prøvede at spille lidt på den. Det var kærlighed ved første berøring, og han smed guitaren fra sig og blev sidenhen ét med bassen. Efter forældrene blev skilt, startede Annas fascination af guitaren, der hang i hendes mors nye kærestes hus. Til sidst kunne hun ikke holde nysgerrigheden tilbage og var nødt til at samle den op og lære sig selv at spille.
Nogle år senere mødtes Jeppe og Emil til en koncert med Anna, og så var treenigheden i sync. Kort efter væltede hundredvis af sange ud fra fællesskabet under navnet Fräulein.
’Sindssygt Tilfælde’ udkommer i dag, d. 15. august 2025, gennem Playground Music.